Stiftelse & Formål for Foreningen for Bamsemuseets Venner
GENERALFORSAMLING AFHOLDES PÅ SKAGEN BAMSEMUSEUM 15. SEPTEMBER 2024 KL. 15:00
Foreningen for Bamsemuseets venner blev stiftet den 12. juli 2005 Kl 12.00 på Skagens Bamsemuseum.
Foreningens formål er at støtte forskning i og formidling af bamsernes historie og aktuelle plads i såvel børns som voksnes verden, samt generelt at støtte institutioner, der arbejder for forbedring af dårligt stillede børns forhold. Foreningen kan til opfyldelse af formålet yde økonomisk og anden støtte til særudstillinger og skriftlig, herunder billedlig information af enhver art om bamsernes historie og betydning for børn og voksne.
Bag stiftelsen af foreningen i 2005 lå et ønske hos en gruppe bamsevenner med billedhugger Bjørn Nørgaard i spidsen om at kunne støtte Skagens Bamsemuseum og alle de børn, der trænger til den trøst, det er bamsernes opgave at give.
Det har derfor været en væsentlig del af foreningens aktiviteter at indsamle midler til at gøre livet lidt lettere for specielt syge børn. Kræftsyge børn på Universitetshospitalet i Skejby er således blandt dem, der har nydt godt af de betydelige midler, foreningen i bamsernes ånd gennem årene har indsamlet, ligesom foreningen hånd i hånd med bamserne på museet også på mange andre måder har gjort livet lidt lettere for børn, der trænger til lidt bamsetrøst. For som Bjørn Nørgaard udtrykker det: ”bamser tænker med hjertet.”